Maskinsikkerhed på Hi-messe 2023
15 august, 2023Kurser i efteråret
23 oktober, 2023Arbejdstilsynet har besluttet en forstærket indsats på maskiner både med og uden CE-mærkning.
Maskindirektivet er udtænkt, som en maskinfabrikant udvikler og bygger en maskine, som leveres til en bruger. Når en maskine stilles til rådighed for brug, er den ”markedsført” i EU-sprog.
Mange har opfattet, at når en maskine blev bygget til brug i egen virksomhed, var den jo ikke markedsført. Men der er altså forskel på brugen af ordet markedsføring i EU og på Handelshøjskolen. I EU-forstand er en maskine markedsført når enten
- Det den udfører bruges (den klipper græsset, kyllingebrysterne anvendes, strømmen udnyttes mv) eller
- Når andre end fabrikantens uddannede personale udfører opgaver på/ved maskinen, dvs når den er ude af udviklingsafdelingens hænder.
Så maskiner bygget til brug i egen virksomhed skal altså være CE-mærket, have en risikovurdering jfr Maskindirektivet og DS/EN ISO 12100, følge relevante harmoniserede standarder, have en brugsanvisning der overholder Maskindirektivet og DS/EN ISO 20607, en EF-/EU-overensstemmelseserklæring og et maskinskilt. Og når en virksomhed sammenbygger flere nye CE-mærkede maskiner til et samlet anlæg, skal det samlede anlæg også CE-mærkes. Og kan brugeren ikke udpege en fabrikant, er brugeren selv fabrikant af det nye anlæg.
Tilsvarende når en brugervirksomhed bygger om på en maskine, bygger maskiner sammen eller bruger den på en anden måde, skal denne ændring, før maskinen må tages i brug, være omfattet af en skriftlig risikovurdering jfr Maskindirektivet og DS/EN ISO 12100 og en opdateret brugsanvisning.
Arbejdstilsynet og Sikkerhedsstyrelsen afholdt d. 26. september 2023 et fælles møde, hvor der blev orienteret om politikken på området. I Danmark har myndighederne fordelt opgaverne sådan, at det er Sikkerhedsstyrelsen der har det overordnede ansvar for CE-mærkede maskiner de første 10 år fra maskinen blev leveret: Her er det maskinfabrikanten der har ansvaret, herunder at fabrikanten skal udbedre mangler i forhold til Maskindirektivet for egen regning. Efter 10 år har brugeren selv ansvaret, og omkostningen, hvor det så er Arbejdstilsynet der er den ansvarlige myndighed.
Mange opgaver startes af Arbejdstilsynet, da det jo er dem der kommer i de virksomheder der bruger maskinerne.
Første konsekvens af ikke at have styr på sin CE-mærkning mv, kan være flere ulykker, og også meget alvorlige. En anden konsekvens kan, med Arbejdstilsynets politik, være påbud og bøder, og hvis der er overhængende risiko, et forbud mod brug. Det sidste kan jo være rigtigt dyrt, når man ikke må bruge en vigtig maskine i produktionen.
Som noget nyt, kan Arbejdstilsynet også indgå en aftale: hvis løsningen ikke ligger lige for, eller der er mulighed for at der er flere maskiner med væsentlige mangler, kan Arbejdstilsynet foreslå en aftale, hvor virksomheden får en forholdsvis kort periode til at få rettet alt op, og med midlertidige foranstaltninger i hele perioden: Og hvis virksomheden ikke er kommet i mål, på trods af aftalen, kan man forvente Arbejdstilsynet ”vil gå meget grundigt til værks efterfølgende”.
De relevante tilsynsførende har været på kursus, hjemmel til påbud er afklaret og sagsbehandlingen er testet og helt klar. Og i Maskinsikkerhed ApS rådgiver vi jo virksomheder med CE-mærkning og maskinsikkerhed, og vi har allerede mærket den nye linje fra Arbejdstilsynet, i form af flere nye kunder.
På vores foredrag på Herningmessen HI23 d. 3., 4. og 5. oktober fortæller jeg mere om dette emne. Du kan også møde os på stand E4030 (hvor du plejer at finde os).