Artikel om maskinfabrikanters ansvar
13 september, 2021
Ny bekendtgørelse fra Arbejdstilsynet om anvendelse af tekniske hjælpemidler
8 september, 2022

Den kommende maskinforordning forhandles intensivt
EU-Kommissionen har nu sendt sit forslag til Maskindirektivets afløser til forhandling i EU-Parlamentet. I den forbindelse havde Maskinsikkerhed ApS inviteret EU-Parlamentets talsperson, danskeren Marianne Vind, på virksomhedsbesøg.
”Set med danske øjne ser forslaget rigtigt fornuftigt ud, både i forhold til frihandel, sikkerhed, fastholdelse af europæisk maskinindustris position i verden mv. Dog er der et par enkelte knaster, som jeg mener skal fjernes. Via forskellige kanaler er der søgt indflydelse, fx via Sikkerhedsstyrelsen, Dansk Industri, Dansk Standard og kontakter i andre europæiske lande. Og da jeg fandt ud af at EU-Parlamentets talsperson i forhandlingerne med Kommissionen var dansk, socialdemokraten Marianne Vind, var det oplagt at tage kontakt.” oplyser Hans Morten Henriksen, Maskinsikkerhed ApS.
”Min opgave er at sikre, at vores politik også bliver gennemført så langt som muligt i praksis. Men vi bliver jo konstant mødt af specialister og lobbyister, og har derfor også brug for andre argumenter i forhandlingerne, så da Hans Morten foreslog at arrangere virksomhedsbesøg var det nemt at takke ja.” oplyser Marianne Vind.
”Første besøg var hos Povl Møllers Maskinfabrik i Borup, der er mest kendt for at levere excenterpresser, næsten 7.000 til dato, herunder også ombygninger og ændringer på eksisterende presser. Da excenterpresser ofte er omfattet af Maskindirektivets bilag IV, skal de enten overholde de relevante standarder eller typeafprøves. Opgaverne med design og dokumentation klarer Povl Møllers Maskinfabrik normalt selv. Men i EU-Kommissionens forslag til maskinforordning er der krav om at alle maskiner under Bilag IV skal typeafprøves, også selv om standarden overholdes.
”Vi har en hel del erfaring med at udarbejde designløsninger og dokumentation til typeafprøvning at både maskiner og diverse energianlæg: vindmøller, olie- og gas, biogas, P2X og andre energianlæg. Så jeg vil vurdere, at en ombygget excenterpresse vil få en meromkostning på DKK 100-150.000, uden at sikkerheden bliver bedre. Jeg tager da gerne min del af den omsætning, men jeg foretrækker at have glade kunder, der kan se nytten af vores arbejde. Og det må jeg sige vil knibe her.” oplyser Hans Morten Henriksen.
Direktør Rune Friis Eriksen, Povl Møllers Maskinfabrik supplerer: ” Det vil ikke kun være os, der vil lide under det krav: Vi er en del af den underskov, der sikrer at den danske industri kan være konkurrencedygtig: Har en kunde fået en ny ordre, der kræver en mindre ændring i deres maskiner, kan vi hurtigt sørge for en ombygning. Og det skal ofte gå stærkt, uden at gå på kompromis med sikkerheden. Og det sørger vi for ved at følge standarden. Kommer der nu et krav om at alle ændringer skal godkendes af tredjepart, bliver det dyrt og tager længere tid. Det vil gå ud over os, men også vores kunder, der findes blandt både små og også meget store virksomheder. Så vi er glade for, at vi kan få lov at tale direkte med en af beslutningstagerne.”
Næste besøg var hos Trelleborg Sealing Solution i samarbejde med Universal Robots. Har var dagsordenen at vise, hvordan den nuværende definition af kunstig intelligens i AI-forordningen kunne risikere at umuliggøre små simple løsninger med collaborative robotløsninger.
Trelleborg Sealing Solution har til dato installeret over 50 collaborative robotter, hvilket har medført en væsentlig bedre udnyttelse af både mandskab og maskiner, og efterfølgende behov for både flere maskiner og medarbejdere. Henrik Tørnes, Trelleborgs projektleder på robotisering af produktionen viste den praktiske brug af robotter i produktionen, og fortalte om deres proces med robotisering af produktionen: ”Det var nemt at komme i gang, da vi først fik hul på bylden: Fra start blev det lovet, at ingen robot måtte medføre afskedigelser. At vi så kom hurtigt i gang, og at resultatet har været så godt, havde vi ikke drømt om. Men hvis EU-Kommissionens forslag til hvordan AI i maskinsikkerhed skulle fortolkes som rygterne går på, vil der være risiko for at vi aldrig var kommet i gang: Truslen er, at den smule regnekraft der bruges i robotterne kunne medføre krav om typeafprøvning af hver eneste robotløsning. Vi ville, som mange andre danske industrivirksomheder, tabe konkurrencekraft.”
David Brandt fra Universal Robots gav en grundig orientering om funktion mv. af deres løsninger hos Trelleborg Sealing Solution. ”Universal Robots kunne godt leve med at skulle have en tredjepart til at godkende vores serieproducerede robotter. Det har vi allerede. Men med den nuværende definition af kunstig intelligens, vil der i nogen tilfælde, skulle tredjepart til at godkende selve opstillingen af robotten, hvilket vil medføre væsentlige omkostninger. Derfor er vi også glade for, at Marianne Vind har lyttet til vores bekymringer, og nu tager argumenterne med videre til Bruxelles, hvor der stadig er mulighed for at påvirke forhandlingerne.
”Besøgene har jo ikke ændret min opfattelse af hvor der skulle ændres, men jeg har fået langt bedre argumenter til forhandlingerne. Og det var jo blandt andet et af formålene med mine besøg”, oplyser Marianne Vind.